Søndag den 14. april 2024
I begyndelsen af april var jeg en tur på Lofoten og ved Saltstraumen for at udforske området og fiskeriet.
Jeg startede med at fiske fra havnene og kysten omkring Bodø og tog så færgen over til Lofoten, hvor jeg lejede bil og kørte rundt i 3 dage.
Vejret var nogenlunde godt, årstiden og lokaliteten taget i betragtning, men det var lidt svært at finde fiskesteder på den noget uvenlige kyst, og da jeg var alene måtte jeg tænke ekstra meget på sikkerhed.
Jeg fik nogle torsk og en del små-sej, men langt fra hvad jeg havde drømt om.
Til sidst fik jeg dog mulighed for at komme på havet en eftermiddag ved Saltstraumen Brygge, hvor jeg fik en guidet tur i en af deres motorbåde.
Det var anderledes givtigt. Vi fangede hurtigt en håndfuld pæne sej. Der var lidt vind, så vi brugte 300 og 400 grams pirke. Det var slidsomt, for vi skulle spinde hurtigt ind nede på 70 meters dybde for at lokke dem til hug.
Derefter sejlede vi ud gennem den berømte tidevandsstrøm, der er verdens stærkeste. Den var indadgående på det tidspunkt, nær kulminationen, så det var en ret vild oplevelse, vandet bruser og hvirvler rundt som en fossende elv, selv om der er 20-30 meter dybt!
Nu gik vi målbevidst efter helleflynder på 15-60 meters dybde med kæmpestore shads. Min guide havde et hug, og på fishfinderen så vi flere fisk svømme efter shadden når vi tog den op - det er da de oftest hugger, nogle gange helt oppe i overfladen.
Nå, man kan ikke regne med at fange helleflynder - det er en "bonus-fisk", som min guide sagde, og det var en stor trøst at slutte af med en torsk på 6,3 kg.