220729 01A 19 9
220729 01 16 9

Fine makreller i sommervarmen

Makrelfiskeriet omkring Bornholm i sommermånederne er de seneste år blevet bedre og bedre.

Og i år fortsætter de gode takter.

Det vrimler med makreller.

Og dem vil Thomas og jeg gerne have vores gode del af.

Så vi havde booket Bente fra morgen indtil middagstid fredag 29. juli.

 

Vi sejlede ud af Nørrekås kl. 7.30 og satte kursen nordvest mod nogle pladser ude ved 20-meter kurven hvor vi har haft godt fiskeri på tidligere ture.

Det tog ca. 10 minutter at nå pladsen lige inden for de 20 meter.

Og yderligere ca. 3 minutter at få de første makreller op i båden.

Og efter et kort drev med makreller, gik der en god dunke-torsk på min pirk.

Flot torsk på 3 kg og 66 cm.

 

Vi tog nogle drev på pladsen og fik flere gode makreller.

Så gik vi lidt uden for de 20 meter, hvor vi i dag drev syd til nord i et gammelt spor, hvor vi havde godt fiskeri for knap et par måneder siden.

Og det havde vi så også i dag.

Efter nogle gode drev nærmede klokken sig 10, og coolerboxen var så godt som fyldt. Og vi var også ved at være mætte,
Så vi blinkede ind ad.

Og gav den et lille forsøg inde bag revet ved Blykobbe med en fladfiskespinner agnet med makrelstrimlerr. Det virkede ikke. I hvert fald ikke den halve times tid vi gav forsøget.

Så vi blinkede over revet hjemad.

 

Klokke 12.30 landede vi igen i Nørrekås.

26 makreller fra knap 30 til 44 cm.

Og Thomas havde også fået sin torskekvote for dagen, med en fin halvandetkilos torsk.

 

Fantastisk god mad at få med hjem, de makreller.

Og torskene ser også godt ud i år, selv når de kommer op i størrelsen. Godt at se at de ikke virker så angrebne af orm som de forrige år.

 

Blot skal man her i varmen huske at håndtere fangsten korrekt.

Den skal køles hurtigt ned.

 

Jeg har ekstra køleelementer med i coolerboxen.

Dem bruger jeg til at lave isvand i en spand.

Når så jeg fanger fisken, får den nogle minutter i isvandet inden den ryger i coolerboxen.

I det tæt på 20o varme vand, køles fisken ikke hurtigt nok ned til at bevare topkvalitet, hvis den blot renses og lægges i cooleboxen.