CB339AC9-B11A-46FB-B8A6-1E91863C9C20.jpeg

Ørreddag 2021 er aflyst

Ørreddagen 2021 er aflyst ligesom den også var i 2020 på grund af Corona.

Sidste år var det ikke en nem beslutning helt at aflyse ørreddagen, men vi kom frem til at det var den rigtige beslutning ud fra et samlet billede.

Og derfor gav det sig selv i år at vi skulle aflyse ud fra de samme konklusioner. 

Sidste år var vi igennem mange muligheder, lodtrækning, Facebook, indsende på e-mail, udskyde til et senere tidspunkt eller at arrangere opvejning så vi kunne overholde anbefalingerne fra regeringen.

Men uanset hvad vi har forstillet os har det ikke været rigtigt, og det har ikke været i ørreddagens ånd.

Ørreddagen handler om traditioner, fællesskab og hygge, det er svært når vi ikke kan være sammen på grund af smittefare. men det handler også om at vinde en god præmie og samtidig støtte Bornholms Sportsfiskerforening og Vandpleje Bornholm.

Det handler også om at vores juniorafdeling Laxene lærer hvad det vil sige at lave forenings arbejde og være en del af et fællesskab, hvor de sælger kaffe, kage og grillede hotdogs til publikum, her laver de som regel en god skilling så de kan komme på tur for egne penge.

Ørreddagen er også en dag hvor Vandpleje Bornholm står klar i opvejningsrummet og tager skel og DNA prøver af alle fisk, disse prøver bliver med tiden et solidt data grundlag om hvilke fisk der bliver fanget omkring Bornholm, hvordan deres livscyklus er og hvor de kommer fra.

Men det handler også om at Ørreddagen er over 50 år gammel og bliver holdt på langfredag, og er det ikke langfredag, så er det ikke en ørreddag.

Håber på forståelse for beslutningen og glæder mig til vi ses på ørreddagen 2022, som bliver langfredag den 15. april.

Med venlig hilsen.

Simon Rømer

Formand for B.S.F.