Vandplejebornholm

Informationsmøde Vandpleje Bornholm

Informationsmøde Vandpleje Bornholm

Da der synes at være stor interesse fra fiskeklubber og andre naturinteresserede i at få mere viden om hvad vi laver hos Vandpleje Bornholm, Danmarks Sportsfiskerforbund, og DTU AQUA, inviterer
Vandpleje Bornholm jer hermed til et fyraftensmøde torsdag den 21. marts 2024, kl. 18.00 – 20.00 på Svaneke Vandrerhjem.

Mange af os nyder naturen. Både den grønne og den blå.
Vi færdes i naturen, bruger den til jagt og fiskeri, eller bare som tid til fordybelse.
I en tid hvor ingenting er som det plejer, kan det hele virke en smule uoverskueligt – hvem gør hvad, og hvorfor?
Hvordan vi kommer fra A til B, og hvilke sving og bump der kan være på vejen.
Det kan være svært at finde svar.

Vi vil forsøge at give et lille svar på tingenes tilstand inden for et lille område i den store verden; nemlig i vores lokale bornholmske åer.
Med udgangspunkt i DTU Aqua´s seneste bestandsanalyse af ørred på Bornholm, vil Vandpleje
Bornholm, Danmarks Sportsfiskerforbund, DTU AQUA, Fødevare og Landbrug og ikke mindst
Bornholms Regionskommune, orientere om hvordan de ser, vi kan nå frem til at opfylde de nye
vandplaner og fokusområder.

Vi vil gerne have jer med til mødet.
Alle er velkommen og det koster ikke noget at deltage.
Det hele finder sted torsdag den 21. marts 2024, kl. 18.00 – 20.00 i spisesalen på Svaneke
Vandrerhjem, Reberbanervej 9, 3740 Svaneke.
Af hensyn til arrangementets størrelse, og hertil hørende kaffe og småkager, vil vi sætte pris på hvis I kan melde tilbage om hvor mange der kommer.
Tilmelding via mail: bjarkeborup@gmail.com

PROGRAM
Bjarke Borup, formand for Vandpleje Bornholm byder velkommen kl. 18.
Efter velkomsten vil Bjarke give en orientering om Vandpleje Bornholms formål, arbejde, samarbejdspartnere mm.

Finn Sivebæk, biolog fra DTU Aqua, vil orientere bredt om resultatet af bestandsanalysen af ørred her på Bornholm, som blev udført tilbage i august-september 2022.
Hvordan ser det ud i vores åer generelt og hvilke tiltag mener de giver bedst mening at udføre hurtigst muligt?
Hvor er de lavthængende frugter?

Kaare Manniche Ebert, biolog fra Danmarks Sportsfiskerforbund, orienterer om hvad DSF arbejder
med i forhold til at forbedre lystfiskeriet. Emner som vandplaner, havmiljø, skarv, spærringer i vandløb med mere er også på programmet.

Tine Egedal, biolog fra Bornholms Regionskommune, vil orientere om hvad der sker på øen vedrørende vandplaner, lavbunds jord og de bornholmske vandløb.
Er der noget i støbeskeen? 
Hvad bruger man bestandsanalysen fra DTU Aqua til?
Hun vil også fortælle om, hvilke forpligtelser man har som lodsejer af et vandløb, og hvilken proces der er når man skal lave et stykke arbejde i en å.

Frederik Tolstrup fra Landbrug og Fødevare på Bornholm vil orientere om hvilken proces de
bornholmske landmænd er i gang med i forhold til at nå de politiske mål der er sat på området, og
hvilke udfordringer der er i forhold til at nå i mål.
Hvordan ser det ud med deres medlemmers udtagning af lavbundsjorde, og hvilke processer skal de igennem for at lykkes?

Håber vi ses!
Med venlig hilsen
Bjarke Borup, Vandpleje Bornholm